Om børn med udtalevanskeligheder.

 

’Der er nogle forskellige bogstavlyde, som mit barn siger helt forkert? Hvorfor taler mit barn ikke rent?’

​

For år tilbage var der en opfattelse af, at børns udtalevanskeligheder i mange tilfælde omhandlede en dårligt fungerende mundmotorik, og mange forældre har dengang brugt kræfter på at puste og suge sig frem til en bedre udtale, der dog har ventet længe på sig. 

I dag peger nyere forskning på, (Børn med udtalevanskeligheder: Differentialdiagnostik og logopædisk intervention), at en del udtalevanskeligheder har et helt andet udspring, nemlig i barnets evne til at skelne lydene fra hinanden. Selvom barnet hos ørelægen får konstateret en normal hørelse, er det ikke ensbetydende med, at barnets hjerne kan skelne eller høre forskel på lydene, i det center hvor hjernen bearbejder lydene. Den måde, ørelægen kan undersøge barnets hørelse på, er et tjek af, om transportvejen for lyden til hjernens hørecenter er i orden, altså om lyden når frem til det sted, hvor den skal skelnes og bearbejdes videre. Fungerer skelneevnen ikke her, vil barnet have vanskeligt ved at udtale de ord, der indeholder den lyd, som barnet ikke kan skelne fra en anden lyd.

De lyde der oftest blandes sammen er /t/ og /k/, /d/ og /g/, /l/ og /n/. Det kan næsten virke som om, at barnet er ’farveblind’ i forhold til lydene. I mange tilfælde lægger barnet ikke mærke til, at det udtaler ordet med en forkert lyd. 

Der er således ikke noget galt med hørelsen, tungen, læberne eller ganen, men med skelneevnen. Udtaleappen kan hjælpe barnet til at skelne lydene fra hinanden. 

 

 

Hvorfor bekymre sig om udtalevanskeligheder – kommer det ikke af sig selv?

Forskningen peger på at nogle typer af udtalevanskeligheder ikke forbedres spontant. Det er såkaldte atypiske fonologiske processer, som man ikke hører hos børn med normal udtaleudvikling, Eller at barnet har en udtalefejl, der kan høres i normal udtaleudvikling, men burde være overvundet for længst, dvs at barnet er forsinket i sin udtaleudvikling (en forsinkelse på mere end 6-9 måneder). Begge typer af udtalevanskeligheder kræver at barnet får hjælp af en talepædagog. 

Derudover viser forskningen at børn med atypiske fonologiske processer er en indikator på at barnet er i risiko for senere at få læsevanskeligheder. Der er derfor god grund til at tage udtalevanskeligheder alvorligt. Først og fremmest at hjælpe barnet til en korrekt udtale, men også være opmærksom på barnets tidlige læseudvikling og hjælpe barnet til at blive mere lydlig bevidst og opmærksom.

Dette kan du læse mere om her 

(Dansk-sprogede børns fonologiske udvikling og Børn med udtalevanskeligheder: Differentialdiagnostik og logopædisk intervention. Annette V. Fox-Boyer & Marit C.Clausen.)

​

​

Om udtaleappen. 

 

I Udtaleappen lærer barnet at skelne lydene fra hinanden og sidenhen at udtale lydene korrekt. Spillet tager udgangspunkt i P.O.P.T.-metoden (psykolingvistisk orienteret fonologiterapi), som du kan læse mere detaljeret om her (Undervisningsmetoder til børn med udtalevanskeligheder. Annette V. Fox-Boyer & Marit C.Clausen.), eller du kan læse videre og få metoden forklaret mere overordnet og praksisnært i det følgende.

Når barnet ikke formår at gentage ordene, som de skal lyde efter os, så kan det være fordi de ikke kan skelne to lyde fra hinanden (se fanen `Børn med udtalevanskeligheder`). I begyndelsen er børn ofte upåvirkede af alle de voksne, der har svært ved at forstå dem, men i længden kan de godt få negative oplevelser i forhold til det at udtrykke sig. Dvs. at børnene på et tidspunkt bliver bevidste om, at der er noget, som de ikke kan, og når de prøver at gentage direkte, er det alligevel ikke rigtigt. Inden barnet får den oplevelse, skal vi prøve at angribe vanskelighederne med udtalen fra en anden vinkel.

Billedligt talt kan man sige, at når det ikke lykkes med at gå ind af hoveddøren og få barnet til at gentage korrekt, må vi gå op ad bagtrappen og helt op under taget for at hjælpe barnet med at flytte den bærende væg, der ikke kan skelne lydene fra hinanden, dele den op i mindre lydbidder og sætte den et nyt sted, hvor der er plads til alle lyde. Det gør vi i metodens fase 1, gennem en masse skelne/lytteøvelser, hvor der skal skelnes mellem mållyd og erstatningslyd, altså den lyd vi ønsker, at barnet skal lære at bruge, fx /k/ og den lyd barnet altid erstatter /k/ med, nemlig /t/. 

 

Faserne:

 

Fase 1:

Til hver lyd (bogstav) hører et billede (for k et kukur og for t en tromme). I fase 1 i metoden, bliver barnet præsenteret for de to lyde, det blander sammen (fx /k/ og /t/). Hver gang barnet hører en lyd, skal det lytte og skelne lydene fra hinanden og pege på det lydkort, som passer til den lyd, barnet hører.  Dvs. at vi i starten fritager barnet for at sige noget som helst, og dette fraværende krav i forhold til at skulle præstere verbalt, frigiver energi hos barnet til at øve sig i at skelne. Når barnet kan skelne mellem lydene, når de står alene, i stavelser, i vrøvleord og i rigtige ord, tager vi hul på fase 2. 

Det at lære at skelne lydene fra hinanden er ikke kun noget, barnet skal bruge i P.O.P.T.-metoden, men lige så meget i spontantalen, hvor det skal tage stilling til, hvilken lyd det skal bruge i et givent ord. Skal det fx være /k/ eller /t/ i ordet kanon? Når barnet har lært at sige den ”svære” lyd og skal lære at bruge den i spontantalen, er arbejdet med at identificere og skelne lydene fra hinanden givet godt ud. Et barn, der har øvet sig i at skelne lyde fra hinanden, har en fordel, når det skal til at lære at læse og stave. I den tidlige læseudvikling skal barnet dissekere ord i mindre dele, helt ned til lydniveau, og her er det godt at være trænet i at identificere lyde. 

Fase 2:

I fase 2 beder vi stadig ikke barnet om at sige de ord, det godt ved, det ikke kan, men om at gentage en masse mærkelige stavelser og vrøvleord, der indeholder den lyd, vi ønsker, at barnet skal tilegne sig. Når man i denne fase begynder med at øve sig på stavelser og vrøvleord, så er det dels for at undgå vanens magt med altid at udtale ordet med den forkerte lyd, dels for at barnet ikke fokuserer på det kendte ords semantik (betydning), men i stedet holder fokus på den lydlige side at ordet. 

Fase 3:

Til sidst når vi fase 3, hvor barnet får vist billeder af forskellige ting, der starter med enten mållyden eller erstatningslyden, fx en kamel, en kop, en tå osv. Inden barnet skal sige ordet, skal det lytte inde i hovedet og tænke over hvilken lyd, der skal bruges til at sige dette ord rigtigt – dette har det lært at skelne sig frem til i de foregående faser. Det at lytte, sige ordet højt og herefter ’overhøre’ sig selv i forhold til egen udtale er gennemgående både i fase 2 og fase 3. I fase 3 dog endnu mere krævende, idet lytningen kun foregår inde i barnets eget hoved uden, det bliver sagt højt forinden. Kan barnet først dette, er det et spørgsmål om tid, inden barnet har overvundet sine udtalevanskeligheder. 

 

Hvilke lyde træner appen?

Appen kan hjælpe barnet med at lære at skelne mellem /g/ og /d/, /k/ og /t/ samt /l/ og /n/. Vi har valgt disse lyde, da de er nogle at de sværere at skelne fra hinanden, og fordi metoden er særlig velegnet til at arbejde med disse. Det er i øvrigt de mest hyppige fonologiske processer hos børn med udtalevanskeligheder. Vi håber på sigt at kunne tilføje flere lydpar til appen. 

 

Inden I spiller, så tænk på at….

Tænk på, at det, barnet nu skal i gang med, er at ’vække’ en skelneevne i hjernen, som hidtil har været ubrugt i forhold til de lyde, det skal lære at skelne mellem. Det er altså hårdt arbejde for barnet og kræver en masse opbakning og tålmodighed fra din side. Så sluk for baggrundsstøjen i hjemmet, sæt telefonen på lydløs og find et godt hjørne, hvor I ikke bliver forstyrret af andre. 

 

 

Hvad skal jeg vælge i startmenuen?

I startmenuen skal du først vælge de 2 lyde, som barnet skal lære at skelne fra hinanden. Det vil sige den lyd, som du ønsker dit barn skal lære (mållyden), og den lyd barnet altid erstatter den ønskede mållyd med (erstatningslyden). Siger barnet fx en tanin i stedet for en kanin, er mållyden k og erstatningslyden t. Altså vælges lydkort for k og t. Herefter vælger du hvilken fonologisk proces barnet har, enten fronting, backing, nasalering eller lateralisering. Eksempelvis:

Barnet siger ’tanin’ i stedet for ’kanin’. Du vælger lydsymbolkortene for /k/ og /t/, henholdsvis kukur og tromme. Herefter vælger du Fronting.

Barnet siger ’kiger’ i stedet for ’tiger’. Du vælger lydsymbolkortene for /k/ og /t/, henholdsvis kukur og tromme. Herefter vælger du Backing.

Barnet siger ’dul’ i stedet for ’gul’. Du vælger lydsymbolkortene for /d/ og /g/, henholdsvis vandhane og høne. Herefter vælger du Fronting. 

Barnet siger ’gelfin’ i stedet for ’delfin’. Du vælger lydsymbolkortene for /d/ og /g/, henholdsvis vandhane og høne. Herefter vælger du Backing.

Barnet siger ’læse’ i stedet for ’næse’. Du vælger lydsymbolkortene for /l/ og /n/, henholdsvis et kor og biler. Herefter vælger du Lateralisering

Barnet siger ’nego’ i stedet for ’lego’. Du vælger lydsymbolkortene for /l/ og /n/, henholdsvis et kor og biler. Herefter vælger du Nasalering.

Nu starter en lille animationsfilm, der introducerer spillets plot. 

 

 

Hvordan understøtter du dit barns læring, når I spiller?

Kig med på skærmen og hjælp barnet undervejs med at huske, hvilken lyd de forskellige lydkort repræsenterer (gåsen fortæller det i introen lige efter den indledende lille film). Barnet kan sagtens glemme hvilket kort, der siger hvad undervejs. Bed ikke barnet om at sige hvilken lyd, kortet siger, sig det selv, fx ’Kan du se kukuret, den siger /kkk// og trommen siger /ttt/’. 

Barnet kan altid trykke på den aktuelle gås, høne osv. for at få lyden, stavelsen, vrøvleordet eller det rigtige ord gentaget, men er barnet stadig i tvivl, kan du som voksen hjælpe med fx at sige ’Orv, hørte du det? Den sagde ’ken’. Hvad skal vi så trykke på?’. Mens du peger på kukuret siger du k-lyden flere gange og mens du peger på trommen siger du t-lyden flere gange. Når du gentager det ord, der skal skelnes på, fx ’ken’ så gør det meget langsomt og tydeligt og overdriv gerne din udtale af k-lyden. Gætter barnet alligevel forkert, så anerkend indsatsen med fx ’Godt forsøgt, vi prøver den næste!’. 

I denne video (under udarbejdelse), kan du også blive inspireret til, hvordan du støtter dit barn, når I spiller sammen.

Hovedreglen er, at barnet skal have 8 ud af de 10 opgaver rigtige for at kunne komme videre. Lydene kan trænes både initialt (forrest i ordet) og finalt (til sidste i ordet). Det anbefales at træne initialt som det første og sidenhen finalt. Progressionen er, som følger.

 

 

Fase 1:

Gåsefolden: Her trænes skelnen af lydene i enkeltlyd, fx /k/. Øverst på skærmen er der 10 mulige gåsefjer at få med til at kanøfle den frække hund med til sidst. Når barnet har løst 8 ud af 10 opgaver korrekt, bliver det sendt videre til hønsegården.

Hønsegården: Her trænes skelnen af lydene i stavelser, fx /ki/. Øverst på skærmen er der 10 mulige æg at få. Når barnet har løst 8 ud af 10 opgaver korrekt, sendes det videre til hesten.

Hestestalden: Her trænes skelnen af lydene i nonord/vrøvleord, fx /kæs/. Øverst på skærmen er der 10 mulige hestesko at få. Når barnet har løst 8 ud af 10 opgaver korrekt, sendes det videre til uglen i skoven.

Uglen i skoven: Her trænes skelnen af lydene i rigtige ord. Øverst på skærmen er der 10 mulige tunge bøger at få. Når 8 ud af 10 opgaver er løst rigtigt, føres barnet ind i en opgavetype, der omhandler skelnen af minimalpar. Minimalpar er ord, hvor kun en lille lyd afgør om det er det ene eller det andet ord/betydning, fx ko og to, kop og top. Der er 5 minimalparopgaver, som alle skal løses korrekt, inden barnet kan bevæge sig videre til fase 2, der starter tilbage i hønsegården. Når opgaverne i minimalpar er løst, gælder det om ikke at blive for ivrig og sige fx ’Kan du sige kamel?’, men tålmodigt bevæge sig videre til fase 2. Uglen beder barnet om at gå tilbage til hønsene for at sige det samme, som de gør, så kan barnet få endnu flere æg til at kanøfle hunden med. 

 

Fase 2:

I fase 2 handler det overordnet om at få barnet til selv at producere mållyden og erstatningslyden i stavelser og vrøvleord. Ved hjælp af stavelser og vrøvleord kan barnet fokusere på ordets lydlige side fremfor ordets semantik og dermed undgås, at barnet udtaler et kendt ord med den erstatningslyd, det har været vant til at bruge.

Altså skal barnet tilbage i hønsegården, trykke på en høne, lytte til en stavelse og vælge det lydkort, der passer til, sådan som barnet hele tiden har gjort. Når barnet har trykket på lydkortet, fremhæves dette og en lille optageknap med et talende barn dukker op på siden af kortet. Når barnet trykker på knappen, dukker et øreikon frem og stavelsen høres igen. Lige efter ses et ikon med et barn, der taler. Det betyder, at barnet skal sige den stavelse, det netop har hørt. Mens ikonet med barnet, der taler, er aktivt, optages barnets/spillerens produktion, som straks efter afspilles, mens øreikonet vises igen. En stemme spørger ’Lød det rigtigt?’. Kan barnet ikke huske, hvordan det selv sagde ordet, kan du gentage, hvad barnet netop har indtalt. Lad så barnet vurdere, om det lød rigtigt i forhold til det lydkort, han/hun har valgt forinden. Lød det ikke rigtigt, kan du fx sige ’Du valgte jo /kkk/, så det skal starte med kukuret/kkk/. Skal vi prøve at sige det sammen?  Kkk’. Børn gør det så godt de kan. Uanset om barnet rammer rigtigt eller forkert, er det vigtigt at anerkende indsatsen, fx med ’Godt forsøgt! Vi prøver den næste!’.

Samme opgavetype går igen i hestestalden, hvor barnet skal gentage vrøvleord, som troldene siger. 

 

Fase 3:

Fase 3 foregår hos uglen i skoven. Nu er vi nået til, at barnet får fremvist et billede af forskellige genstande, der indeholder enten mållyden eller erstatningslyden, fx /k/ og /t/. Barnet får nu ikke ordet at høre, men skal høre ordet inde i hovedet og herefter vælge den lyd, det vil bruge til at sige ordet. Når barnet har trykket på lydkortet, fremhæves dette, og en lille optageknap med et talende barn dukker op på siden af kortet. Når barnet trykker på knappen, dukker et ikon med et barn, der taler, frem. Det betyder, at barnet skal sige ordet med den lyd, det netop har valgt. Mens ikonet med barnet, der taler, er aktivt, optages barnets/spillerens produktion, som straks efter afspilles, mens et øreikon vises. En stemme spørger ’Lød det rigtigt?’. Kan barnet ikke huske, hvordan det selv sagde ordet, kan du gentage, hvad barnet netop har indtalt. Lad så barnet vurdere om det lød rigtigt i forhold til det lydkort, han/hun har valgt forinden. Lød det ikke rigtigt, kan du fx sige ’Du valgte jo /kkk/, så det skal starte med kukuret/kkk/. Skal vi prøve at sige det sammen?  Kkkkamel’. Børn gør det så godt, de kan. Uanset om barnet rammer rigtigt eller forkert, er det vigtigt at anerkende indsatsen, fx med ’Godt forsøgt! Vi prøver den næste!’.

 

At kunne høre ordet inde i sit hoved, inden man siger det højt, skal simulere virkeligheden, hvor barnet også i en overgangsperiode skal overveje hvilken lyd, det skal bruge i et pågældende ord for at være sikker på at bruge den rigtige lyd. 

Når barnet har klaret 10 ud af 10 opgaver rigtigt i fase 3, kan barnet endelig gå videre og få afleveret guldægget og kanøfle den frække gårdhund!

 

Fra træningssituation til spontantale.

Denne skelnemetode sigter mod at igangsætte en udvikling hos barnet. Som erfarne logopæder ved vi godt, at der kan gå længere tid, før barnet kan implementere den nye lyd i sin daglige spontantale. Her kan en `kop` stadig godt blive til en `top`, når det går hurtigt i kommunikationen, men vi ved altså, at lyden mestres. I hverdagen kan barnet guides. Du kan fx stoppe op og tage fat i et ord med mållyd og spørge, ’hvilken lyd skal man egentlig bruge i ’kardemomme’? Er det /k/ eller /t/?’ Eller ”hedder det k-k-kardemomme eller t-t-tardemomme? . På den måde efterlignes den læring og det fælles sprog, der er trænet i spillets fase 3 i dagligdagen.